Lad os udløse en gelignitpind under vores digitale billeder. Og måske eksplodere nogle myter.
Du har et digitalt kamera. Måske har du en inkjetprinter - en med fantastisk gengivelse af fotokvalitet. Nu er dine ambitioner begyndt at tage vinger, og du vil komme i tryk med dine billeder.
Blændingen med digitale kameraer er, at du kan tage billeder på få sekunder, slippe dem på din computers harddisk, dibble med dem via din yndlingssoftware, tilføje lidt tekst - derefter sende dem på et ark papir.
Indtil videre, så godt, hvis du kun vil have et par eksemplarer. Men som vi alle ved, er inkjetprintere - på trods af alle deres storslåede kvaliteter - stadig dyre i pris pr. Tryk, bortset fra at være langsomme. Hvis du tænker på et løb på tusind eksemplarer, skal du banke på døren til en printer for at arrangere forholdsvis store oplag.
Uden at komme ind i de tekniske kompleksiteter tager printeren dit digitale billede, foretager farveseparationer (normalt fire - CMYK - Cyan, Magenta, Gul og Sort), gennemgår derefter processen med at fremstille trykplader og arrangerer endelig indtrykket af fire farver blæk på papir.
I modsætning til traditionel film er udskrivningsprocessen ikke en kontinuerligt variabel proces, når man gengiver toner - i stedet bruges et system med linieskærme. Disse skærme opdeler billedet i en række prikker i C, M, Y og K. Sammensmeltningen af disse prikker i øjet producerer den endelige farveoverflade på den udskrevne side.
Udskrevet output kan fremstilles på forskellige papirkvaliteter - alt efter dine behov. Avispapir er i den nederste ende af skalaen, med papir af den kvalitet, der bruges i dette magasin i den højere ende.
De fleste magasiner bruger en skærmafgørelse på 150 linjer pr. Tomme, hvilket giver en reproduktion af meget høj kvalitet af digitale og traditionelle filmbilleder - sammen med klar, skarp tekst.
Det eneste problem er, at billeder fra digitalkameraer har definerede grænser, når det gælder reproduktion på papir ved hjælp af en halvtone linjeskærm.
Lad os forklare problemet på en anden måde ved at citere fra en Adobe-manual.
Husk, et digitalt kamerabillede er et bit kortbillede, lavet af computerskabte bits med varierende tæthed. Vi behandler målinger i inches, for det er sådan, forlagsbranchen stadig fungerer.
(Genoptrykt med tilladelse fra Adobe)
Om opløsning og billedstørrelse
Flere begreber er vigtige, når man diskuterer egenskaberne ved bitmapbilleder: pixeldimensioner, billedopløsning, outputopløsning og skærmfrekvens. En anden type opløsning, kaldet bitopløsning eller pixeldybde, er vigtig, når man overvejer, hvordan farve vises på skærmen.
Pixel dimensioner
Hvert bitkortbillede indeholder et fast antal pixels målt i pixelhøjde og pixelbredde (antallet af pixels vist henholdsvis langs billedets højde og bredde). Det samlede antal pixels bestemmer filstørrelsen eller mængden af data i billedet. Pixel-dimensioner sammen med skærmens størrelse og indstilling bestemmer, hvor stort et billede vises på skærmen. En 13 tommer skærm viser 640 pixels vandret og 480 lodret. Større skærme kan normalt indstilles til at vise et varierende antal pixels, for eksempel fra 640 x 480 pixels, hvor indstillingerne for pixel måske er ret store til 1920 x 1080 pixels, hvor pixelerne er små.
Hvis du planlægger at vise et billede online (f.eks. På en webside), bestemmes din maksimale billedstørrelse af de laveste pixeldimensioner på de skærme, der bruges til at vise dit billede. For eksempel, hvis dit publikum vil se dit billede på en 13 tommer skærm, vil du sandsynligvis begrænse størrelsen på dit billede til 640 med 480 pixels.
Billedopløsning
Antallet af pixels, der vises pr. Længdeenhed i et billede kaldes billedopløsningen, normalt målt i pixels pr. Tomme (ppi). Et billede med en høj opløsning indeholder flere og derfor mindre pixels end et billede med de samme dimensioner med en lav opløsning. For eksempel indeholder et 1 × 1 tommer billede med en opløsning på 72 ppi i alt 5184 pixels (72 pixels bredt x 72 pixels højt = 5184). Det samme billede med en opløsning på 300 ppi ville indeholde i alt 90.000 meget mindre pixels.
Fordi de bruger flere pixels til at repræsentere hver arealeenhed, kan billeder med højere opløsning normalt gengive flere detaljer og subtile farveovergange, når de udskrives, end billeder med lavere opløsning. Når først et billede er blevet scannet eller oprettet i en given opløsning, vil en forøgelse af opløsningen i Photoshop normalt ikke forbedre billedkvaliteten, fordi Photoshop i dette tilfælde faktisk skal sprede den samme pixelinformation over et større antal pixels.
Den korrekte billedopløsning, der skal bruges til et billede, afhænger af, hvordan du vil vise eller distribuere billedet. Brug af for lav opløsning til et udskrevet billede resulterer i pixellering - store pixels, der giver meget groft udseende. Brug af for høj opløsning (dvs. pixels, der er mindre end en outputenhed kan reproducere) øger filstørrelsen unødigt og kan øge den tid, det tager at udskrive eller distribuere billedet.
Overvåg opløsning
Skærmens pixelindstilling sammen med skærmens størrelse bestemmer størrelsen (og dermed densiteten) af skærmens pixels. Når du konverterer trykte billeder til billeder på skærmen og oversætter billedopløsningen til pixeldimensioner, er det nyttigt at vide, at standardopløsningen på en Macintosh-skærm typisk er 72 dpi; standardopløsningen på en pc-skærm er typisk 96 dpi.
I Photoshop oversættes billedpixels direkte til skærmpixels. Dette betyder, at når opløsningen på et billede er højere end skærmopløsningen, vises billedet større på skærmen end dets angivne dimensioner. For eksempel, når du viser et 1 × 1 tommer billede med en opløsning på 144 ppi på en 72-dpi skærm, vises det i et område på 2 × 2 tommer på skærmen. Da skærmen kun kan vise 72 pixels pr. Tomme, har den brug for to inches for at vise de 144 pixels, der udgør den ene kant af billedet.
Printeropløsning
Hvis du forbereder billeder til udskrivning, er det vigtigt at forstå, at printeropløsningen - dvs. antallet af prikker pr. Tomme (dpi) - normalt er proportional med, men ikke den samme som billedopløsningen - det vil sige antallet af pixels, der udgør et billede, og som bestemmer størrelsen på billedet på skærmen.
65lpi: Grov skærm, der ofte bruges til at udskrive nyhedsbreve og dagligvarekuponer.
85 lpi: Gennemsnitlig skærm, der ofte bruges til at udskrive aviser.
133 lpi: Skærm i høj kvalitet, der typisk bruges til at udskrive firefarvede magasiner.
177 lpi: Meget fin skærm, der typisk bruges til årsrapporter og billeder i kunstbøger.
* 85 lpi: Med grove skærme kan opløsninger i den lave ende af området give gode resultater.
* 177 lpi: Med fine skærme giver kun opløsninger i den høje ende af området gode resultater.
Skærmfrekvens og billedopløsning
Mange kommercielle og stationære printere bruger halvtoneskærme, som består af printerprikker kaldet halvtoneceller, til at udskrive gråtonebilleder og farveseparationer. Skærmfrekvens, også kendt som skærmstyring, refererer til antallet af halvtoneceller pr. Tomme i en halvtoneskærm og måles i linjer pr. Tomme (Ipi).
Forholdet mellem billedopløsning og skærmfrekvens bestemmer kvaliteten af detaljer i det udskrevne billede. Brug en billedopløsning, der er 1,5 til 2 gange skærmfrekvensen for at fremstille et halvtonsbillede af den højeste kvalitet. I nogle tilfælde giver det dog gode resultater, afhængigt af billedet og outputenheden, at bruge en lavere opløsning.
Eksempel: for en skærmfrekvens på 150 lpi skal du indstille billedet til 225-300 pr. tomme.
Om filstørrelse og opløsning
Filstørrelsen på et digitalt billede måles i Kilobytes (KB) eller Megabyte (MB) og er proportional med det samlede antal pixels i billedet. Selvom billeder med flere pixels muligvis producerer flere detaljer i en given størrelse, resulterer de også i større filstørrelser. Et 1 × 1 tommer 200-ppi billede indeholder fire gange så mange pixels som et 1 × 1 tommer 100-ppi billede, og det er så fire gange så stort.